Tivoli taber kamp om støj
Tivoli Friheden i Århus skal dæmpe sig, lyder beskeden fra Århus Amt.
Trods støtte fra Århus Kommune og flere borgerlige toppolitikere i Århus Amt ligger det nu fast, at Tivoli Friheden skal dæmpe sig, skriver metroXpress.
Friheden opnår ikke dispensation fra reglerne om, hvor meget støj der må udledes til naboerne i det attraktive villakvarter omkring den 100 år gamle park, der således skal dæmpe støjen til maksimalt 46 decibel i 2005. Det er konklusionen, efter at Århus Kommune i efteråret bad amtet genoverveje situationen for at sikre Frihedens muligheder for at drive en ordentlig forretning.
- Vi har overvejet det nøje, men jeg ser ikke andre muligheder end at fastholde vores oprindelige krav om 46 decibel, siger Erik Poulsen (V), formand for Århus Amtsråds miljøudvalg.
Tidligere har Tivoli Friheden tabt en sag om støjkravene i Vestre Landsret, og det fik i november Århus Byråd til at bede amtet genoverveje sagen.