Tivoli Frihedens nye forlystelse offentliggjort

Mandag kunne Tivoli Friheden løfte sløret for deres nye forlystelse, som kommer til foråret. Den hedder Hjertekig og er med sin højde på 65 meter Danmarks højeste frie-fald-forlystelse

Sådan kommer det til at se ud i Tivoli Friheden, når Hjertekig kommer til foråret. Foto: Tivoli Friheden

For en lille måned siden kørte Tivoli Frihedens ikoniske forlystelse 'Orkanens Øje' sin sidste tur efter at have givet parkens gæster kildren i maven i 31 år. I den forbindelse blev det lovet, at der ville komme en erstatning, og mandag blev sløret så endelig løftet for, hvad der venter østjyderne.

- Det bliver en høj sag. Faktisk Danmarks højeste tårn, fortæller Henrik Ragborg Olesen, direktør hos Tivoli Friheden, i en pressemeddelelse.

Det bliver en høj sag. Faktisk Danmarks højeste tårn.

Henrik Ragborg Olesen, direktør, Tivoli Friheden 

Forlystelsen hedder Hjertekig, og bliver med sin højde på 65 meter Danmarks højeste frie-fald-forlystelse. Faktisk er den så høj, at man fra Toppen kommer til at kunne se ned på Skytower, som i dag er Tivoli Frihedens højeste forlystelse. På den måde kommer man også til at få et unikt udsyn ud over Aarhus by, havn og skov, oplyser forlystelsesparken i pressemeddelelsen.

En forlystelse for alle 

Frie-fald-forlystelser forbindelse af mange med høj fart og noget, som kun er for vovehalse. Men det bliver ikke tilfældet med Hjertekig.

Hjertekig kan nemlig opleves i to forskellige programmer alt efter temperament. For vovehalsene bliver det muligt at falde fra fuld højde og opnå en acceleration på 5G. Vil man derimod nyde udsigten i ro og mag, så bliver det også muligt, at tage turen i et stille og roligt tempo hele vejen op og ned.

01:02

VIDEO: Hør direktøren løfte sløret for den nye forlystelse. KIlde: Tivoli Friheden 

Luk video

En ny og bedre forlystelse 

Morten Palm Andersen, der er salgs- og marketingschef hos Tivoli Friheden, kunne tidligere fortælle os, at det var en strategisk beslutning at erstatte Orkanens Øje.

- Den har været dyr at vedligeholde, og vi synes ikke længere den lever op til Tivoli Frihedens standarder, fortalte han til TV2 ØSTJYLLAND i sidste måned.

Læs også Rekordmange kronisk syge børn nyder dagen i Tivoli Friheden

Og det var en fast tivoligænger enig i.

- Den er jo gammel, så det har da raslet og bumlet en del, når man har kørt i den, så jeg glæder mig til at se, hvad der kommer. Jeg tror det bliver endnu sjovere og vildere, fortæller 43-årige René Christensen fra Hørning, der er kommet i parken i mange år.

Han kan nu se frem til maj måned næste år. Der forventer forlystelsesparken nemlig at kunne byde de første gæster velkommen til en tur i Hjertekig.