Timelapse: Fra beton til skov. Se skoven vokse på Aarhus Ø

På bare ti dage er en 600 meter lang skov skudt op på havnen på Aarhus Ø.

00:11

Video: En skov skyder op på Aarhus Ø. Træerne er plantet i forbindelse med festugen.

600 træer er blevet plantet på havnen i Aarhus som et af de mere spektakulære indslag i festugen, som åbnede fredag.

"Skovbadet Ø" er overskriften for projektet, som skal give borgerne en anderledes naturoplevelse i den nye bydel Aarhus Ø.

- Aarhus Festuge har efterhånden en ret fin tradition for at lave byrumsforandringer, der eksisterer de 10 dage, festugen varer, og som gør, at folk pludselig agerer anderledes end ellers, siger festugens direktør Rikke Øxner.

Flis, der dækker betonen, hjælper på illussionen af at en skov pludselig fylder på Aarhus Ø.

En skovoase

I år har festugens arrangører udvalgt Aarhus Ø - et nyt byområde på havnen, der af festugedirektøren beskrives som "et goldt sted" - til sine byrumsforandringer. 

På den strækning langs havnekanten, der med tiden skal huse letbanesporet, er der blevet spredt træflis som skovbund og plantet 600 træer. 

Tanken er, at området skal give stof til eftertanke for aarhusianerne og føles som en skovoase. 

Når festugen efter 10 dage slutter, bliver træerne revet op igen og flyttet til Gellerup, hvor de skal stå i en nyanlagt bypark. 

Skoven dækker en 600 meter lang betonkile i den nye bydel. 

Stressfri zone

Skovområdet på Aarhus Ø, eller "skovbadet" som arrangørerne kalder det, er lavet efter inspiration fra det japanske begreb "Shinrin Yoku", der bogstaveligt talt betyder skovbadning. 

Ideen er at udnytte naturens energier som led i behandling af eksempelvis stress.

Festugen, der normalt har omkring en halv million gæster, kommer i kølvandet på sidste års store kultursatsning, hvor Aarhus var kulturhovedstad i EU.

Et år, der bød på et hav af kulturelle aktiviteter fra vikingeskibe i byens gader til storladent drama fra Det Kongelige Teater på taget af Moesgaard Museum.

Der er dog intet, der ifølge festugedirektøren tyder på, at aarhusianerne har fået kultur nok.

- Vi har set en utrolig stor interesse, også fra de folk der var frivillige i kulturhovedstaden, for at lave mere kultur. Så jeg synes nærmest, vi mærker det modsatte af en afmatning, siger Rikke Øxner.

Fakta om Festugen 2018

Temaet for festugen er brobygning. Det handler både om at bygge bro mellem by og natur og mellem det gamle og det nye Aarhus.

Festugen slutter den 9. september 2018.