Tiltalte i Ry-sag nægter sig skyldige

De fire drenge, der er tiltalt i den opsigtsvækkende Ry-sag, nægter sig skyldige

Fire drenge fra Mølleskolen i Ry sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i en sag, hvor de, ifølge politiet, skulle have kastet brændende benzin på en 16-årig skolekammerat.

Det har indtil videre været uvist, hvordan de fire tiltalte har forholdt sig i sagen, men mandag er det kommet frem, at  de fire drenge nægter sig skyldige.

- Det kan jeg godt bekræfte. Min klient nægter sig skyldig, og som en konsekvens heraf påstår jeg frifindelse i sagen. Han er selvfølgelig påvirket af sagen og glæder sig til, at det bliver afsluttet, siger Mette Grith Stage, der er forsvarsadvokat for en af de fire tiltalte i sagen. 

Læs også Politiet er klar med tiltalen i Ry-sag

Også Michael Juul Eriksen og Jytte Storgaard, der er forsvarsadvokater for to af de andre tiltalte, bekræfter over for TV2 ØSTJYLLAND, at deres klienter nægter sig skyldige. 

Går efter frifindelse

Henrik Stagetorn er advokat for den fjerde tiltalte dreng. Også hans klient nægter sig skyldig.

- Det er rigtigt, at han nægter sig skyldig. Derfor går jeg også efter frifindelse, siger Henrik Stagetorn til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge advokaterne er retssagen sat til at starte den 18. april med endnu et retsmøde den 1. maj.

- Alle advokaterne har fået at vide, at de skal møde den 18. april og 1. maj, siger Jytte Storgaard.

Læs også Ry-sagen for retten efter påske: Vi ser frem til åbne døre

Sydøstjyllands Politi har tidligere meldt ud, at sagen kommer til at handle om grov vold ’under særdeles skærpende omstændigheder’.

Formuleringen ’særdeles skærpende omstændigheder’ er relevant, da det øger strafferammen fra seks til ti års fængsel.

RY-SAGEN KORT

- 6. februar bliver en 16-årig dreng med afghansk baggrund angrebet af fire jævnaldrende drenge. De fire jævnaldrende kaster en antændt flaske med benzin ud over drengen

- Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned

- Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset

- Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare

- Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere

- De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold

- Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner

- Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har bedt om en redegørelse af forløbet

- Redegørelsen består af seks sider. Den blev offentliggjort onsdag 15. februar. Her frikendes Mølleskolen ansvar for episoden

- Sagen behandles af flere omgange i Skanderborg Byråd - indtil alle byrådsmedlemmer har fået en fyldig redegørelse. 

- Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at han regner med, at der skal mere end én dag til, før der falder dom

Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau