Tiltalt for trusler mod datter

En tyrkisk far er blevet tiltalt for trusler og for forsøg på frihedsberøvelse mod sin 19-årige datter i Randers.

En 19-årig tyrkisk pige i Randers havde ifølge politiet grund til at være nervøs, da hun i august i fjor blev opsøgt af sin far.

Manden er nu tiltalt for trusler og for forsøg på frihedsberøvelse og skal i løbet af foråret forsvare sig mod anklagen i en domsmandsret i Randers.

Faren, der bor i Brøndby Strand, blev anholdt og sigtet for drabsforsøg, da han dukkede op i Randers, og sad varetægtsfængslet i tre måneder, mens politiet undersøgte sagen.

Han blev løsladt af Vestre Landsret, da dommerne skønnede, at der ikke var grund til at holde ham indespærret, mens flere personer i Tyrkiet blev afhørt af de tyrkiske myndigheder.

Da han blev sat på fri fod, valgte politiet at øge beskyttelsen af datteren. Men den truende tiltale for drabsforsøg blev opgivet, efter at statsadvokaten i Aalborg havde vurderet sagen. /ritzau/