Tiltalt: Solgte kun lovligt fyrværkeri

Den 30-årige, der er tiltalt for salg af bomber i fyrværkerisag, nægter at have solgt farligt krudt

01:00

1 af 2

En 30-årig mand, der er tiltalt for at have solgt dødbringende krysantemumbomber, afviser at være skyld i tre personers død forrige nytårsaften nær Mariager.

- Jeg solgte familieposer med raketter og batterier til venner og bekendte, siger den 30-årige, der er tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have udsat andre for fare.

- Det var lovligt fyrværkeri, jeg solgte, siger han.

Fyrværkeri-ulykker: Mand tiltalt for uagtsomt manddrab

Retten i Aalborg har mandag taget hul på det retslige efterspil efter de blodige fyrværkeriulykker ved Hobro nytårsaften 2014/2015.

På anklagebænken er den 30-årige, der ifølge anklageskriftet har solgt det potente fyrværkeri, som dræbte en 37-årig mand og to personer på 24 og 25 år.

Afviser salg af krysantemumbomber

Men den 30-årige afviser at have solgt krysantemumbomber, hverken til de personer der omkom ved affyring af bomberne eller til andre.

Han erkender dog at have opbevaret 109 kanonslag i sit hjem.

En 25-årig mand er også på anklagebænken i sagen. Han er tiltalt for at have købt to af de dræbende bomber fra den 30-årige og derefter at have videresolgt dem til sin mester, den 37-årige blikkenslager, der omkom.

Enke til fyrværkeri-dræbt står frem med advarsel

Den 25-årige erkender at have leveret fyrværkeri til sin mester. Men han var ikke klar over, hvor farligt det var, og han vil i øvrigt ikke sige, hvor han fik det fra.

- Det kommer ikke sagen ved, siger han gentagne gange i retten.

Den 25-årige har ellers under tidligere afhøring hos politiet udpeget den 30-årige som leverandøren.

Begge de tiltalte er meget fåmælte og viser tydeligt ubehag ved at sidde i vidneskranken.

Der vil blive afhørt ni vidner i sagen, som ventes afsluttet tirsdag middag.

I videoen øverst i artiklen kan du se billeder fra den ene af de to dødsulykker nytårsnat for godt et år siden.

Fakta: Her er anklagen i fyrværkerisagen

* Den 30-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab og for egen vindings skyld eller på grund af grov kådhed at have erhvervet, opbevaret og overdraget fyrværkeri uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

* Han er også tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse ved at have forvoldt, at to andre personer blev kvæstet, da det farlige skyts eksploderede.

* Den 30-årige er også tiltalt for at have opbevaret 109 kanonslag uden tilladelse.

* Desuden er en 25-årig mand tiltalt for at have erhvervet to fyrværkeribomber fra den 30-årige og have overdraget det til en af de personer, der efterfølgende omkom ved brug af skytset.

* Ulykkerne skete henholdsvis kort før og kort efter midnat i Assens ved Mariager og Skjellerup ved Hobro. Ved den første af de to ulykker mistede en 37-årig familiefar livet, mens to mænd på henholdsvis 24 og 25 år mistede livet ved den anden ulykke.

Kilder: Anklageskriftet