Tiltalt for drab: Sendte fotos af døende ekskone
Efter at have stukket sin ekskone flere gange med kniv tog en 36-årig ifølge tiltalen billeder af hende.
En eftermiddag i september sidste år overfaldt en 36-årig mand sin ekskone i en lejlighed i Aarhus og stak hende flere gange med en kniv på kroppen, armene og benene.
Læs også
Derefter tog han to billeder af den døende kvinde. Dem sendte han i alt fem gange til to personer via Messenger.
Sådan lyder det i anklageskriftet mod manden, som foruden drab er tiltalt for at have delt billederne af sin dødeligt sårede ekskone.
Da han havde sendt de uhyggelige billeder, sendte han ifølge tiltalen også to sms'er til de samme to personer.
- Har slået horeungen ihjel - endeligt, lød den ene, mens han i den anden skrev:
- Broder har slået horeungen ihjel - tager til politiet - overgiver mig.
Læs også
Billederne og sms'erne blev sendt klokken 15.54 og klokken 17.31, fremgår det af anklageskriftet.
Kort før klokken 18 fik politiet en anmeldelse om et muligt knivstikkeri i lejligheden. Da politifolkene nåede frem, fandt de kvinden død i lejligheden.
Manden blev kort efter anholdt.
Læs også
Trods ordlyden af sine sms'er, som de er gengivet i anklageskriftet, nægtede han sig i grundlovsforhøret skyldig i drab på sin ekskone.
Sagen mod den 36-årige skal behandles i et nævningeting ved Retten i Aarhus. Det vides endnu ikke, hvornår det sker.