Tilstår anklage om spionage

En århusiansk mand har indgået forlig om spionanklage i Israel. Han står til 33 måneders fængsel.

En dansk-libanesisk mand fra Århus tilstod onsdag ved retten i Israel, at han tog til landet med planerne om at finde medlemmer til den libanesiske terrorgruppe Hizbollah.

Som gengæld for tilståelsen droppede den israelske anklagemyndighed hårdere spionsigtelser mod manden, og der blev indgået forlig om at straffe den dansk-libanesiske mand med 33 måneders fængsel.

En dommer vil formelt fastsætte dommen den 31. januar. Den dansk-libanesiske mand tilstod i retten, at han havde modtaget 2000 dollar fra en ven af familien i Libanon.

Manden repræsenterede Hizbollah, og danskeren sagde ja til at tage til Israel for at skaffe medlemmer til terrorgruppen blandt arabere i Israel. Han fortrød dog, da han ankom til landet. Han får nu en mildere straf, fordi han aldrig forsøgte at føre planerne ud i livet. /ritzau/