Tilskuere svigter Silkeborg IF

I gennemsnit er 1000 færre gået gennem tælleapparaterne i forhold til sidste år.

Tilskuerne har svigtet Silkeborg IF i denne sæson på hjemmebane. Ikke blot sammenlignet med andre år, men også sammenlignet med de øvrige superliga-klubber, skriver Midtjyllands Avis.

FC Nordsjælland, der er modstanderen i SIFs sidste hjemmekamp søndag, er det eneste hold med lavere tilskuertal end Silkeborg IF, når det gælder optræden på eget græs.

Selv om den sidste kamp endnu ikke er spillet, ligner det et gennemsnit på ca. 3650 tilskuere i Silkeborg, og det er et af de laveste tal i nyere tid i superligaen.

- Vi har godt observeret, at det ikke så så godt ud som tidligere. Men der er også nogle årsager til det. Dels har vi haft de "forkerte" modstandere på hjemmebane - blandt andet kun FCK en gang i denne sæson. Dels måtte vi flytte til Viborg Stadion med vores eneste kamp mod Brøndby. Dels har vi ikke de stadionfaciliteter, som publikum efterspørger i dag. Og det har større betydning end tidligere, siger formanden for Silkeborg IF Support A/S, Kent Madsen til avisen.

- Men ellers kan jeg ikke præcis sætte fingeren på, hvorfor vi har færre tilskuere, og jeg ved også godt, at de nævnte årsager ikke er nok til at forklare hele nedgangen i tilskuertallet, tilføjer han.

I sidste sæson var det gennemsnitlige tilskuertal til SIFs hjemmekampe på 4691, altså omkring 1000 tilskuere flere pr. kamp.

Når det gælder økonomien for klubben, så betyder 16.000 færre tilskuere på en sæson i runde tal en mistet entreindtægt på cirka 160.000 kroner.