Tilskuere svigter i Silkeborg IF

TV-aftale holder folk væk fra stadion

Superligaklubben Silkeborg IF er hårdt ramt af tilskuersvigt. Efter ni runder i turneringen har SIF laveste tilskuergennemsnit på hjemmebane.

En ny tv-aftale mellem superligaklubberne og tv-stationerne virkede som en god og lukrativ aftale. Klubberne fik hver især aniveligt et beløb mellem fire og seks millioner kroner i klubkassen for aftalen. Men efterfølgende kommer regningen i Silkeborg IF.

Tilskuerne bliver væk

Den ellers så fordelagtige tv-aftale betyder nu, at tilskuerne ikke gider komme ud på stadion for at se kampene, fordi kampene er blevet placeret på tidspunkter, der ikke er så tiltrækkende for fodboldfans. Udover det, så er der jo også en massiv tv-dækning, der gør, at man kan se kampen hjemme fra sofaen.

Tv-kampene ligger henholdsvis fredag aften, lørdag og mandag aften. Og derfor oplever man i SIF en betydelig nedgang i tilskuerantallet på stadion.

- Især lørdag og til dels fredag er ikke så gode spilletidspunkter, fordi familierne ofte har lavet andre aftaler, og mandag er heller ikke god for udeholdene, men i klubberne har man alligevel valgt at prioritere tv-aftalen højere, fordi den simpelthen udgør så stor en del af finanseringen i klubberne, siger SIF-direktør Kent Madsen til Midtjyllands Avis.