Tillykke, Rasmus!
Rasmus Storgaard er Årets Mekanikerlærling
Den 21-årige nyudlærte mekaniker fra Aarhus Tech Rasmus Storgaard fik sig mandag formiddag lidt af en overraskelse
Dansk Metal og Dansk Motor Sports Union har nemlig kåret Rasmus Storgaard til Årets Mekanikerlærling.
- Jeg er meget overrasket. Jeg havde ikke regnet med det, men det er altid dejligt at få en pris med i lommen, siger Rasmus Storgaard, der har været lærling hos Nellemann i Viby.
- Nu kan jeg sige til min mor, at jeg har klaret noget - og jeg kan se min mors smil, og se hvor stolt både hun og min far bliver.
Diplomet blev overrakt af racerkører Casper Elgaard.
- Hvis man bliver valgt som Årets Mekanikerlærling, så er det fordi man er dygtig på sin faglige viden og på den måde som man arbejder på - så det er jeg sikker på, at Rasmus er, siger racerkøreren.
Og det er Rasmus. Han kan nemlig også kalde sig Aarhus- og regions-mester i Skills. På onsdag drager han til København for at se, om han også kan tage titlen som danmarksmester.
Se Casper Elgaard overrække diplomet i videoen øverst.