muted
Kronprinsen 50 år

Hurra for en kronprins!

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da han var helt ung, så Kronprinsen kejtet og genert ud, nu hvor han snart er 50, lyser han af både mentalt og fysisk overskud, som nok vil kunne ses, når han med Royal Run i fem danske byer markerer sin fødselsdag. En del af ruten går forbi Marselisborg Slot i Aarhus, hvor han hele sit liv har fejret jul, påske og sommer. Han boede i Aarhus i de seks år, han læste på Universitetet, og han har sejlet, klippet snore over og holdt en mængde taler rundt i Østjylland.


Kronprinsen så lidt beklemt ud, da mor og far og en masse pressefolk på Aarhus Universitet i 1995 så ham modtage beviset på, at han nu var cand.scient.pol. Til gengæld kunne han glæde sig over, at han stort set havde fået lov at lov at gå i fred for pressen i de seks år, han boede i byen, men ikke i fred for pigerne. Mange jævnaldrende piger drømte om at komme tæt på en kongelig, faktisk så tæt at det ind i mellem var ret irriterende, som en af hans medstuderende senere fortalte. 

Da Kronprinsen i 2003 blev forlovet med Mary Donaldson, fortalte en tidligere studiekammerat om de mange piger, som gerne ville i kontakt med Frederik.

 

Trygge Marselisborg

Det er især takket være Marselisborg Slot, at Kronprinsen kender Østjylland så godt. Hans forældre overtog slottet i 1967, og siden har familien haft en fast rutine med at komme til Aarhus til jul, påske og sommer.

I sine studieår boede Kronprinsen sammen med studiekammeraten Holger Foss i en lejlighed i kavalerbygningen ved siden af slottet.

 

 

Den akademiske prins

Æresalumne - den flotte titel gives til tidligere studerende, der har klaret sig særligt godt. Kronprins Frederik blev i 2008 æresalumne på Aarhus Universitet. Han blev færdig som cand. scient. pol. i 1995 og var dermed den første og indtil nu eneste kongelige akademiker. 

Kronprinsen var studerende på lige fod med de andre, fortalte vennerne i 2003 i anledning af hans forlovelse med Mary Donaldson. Også i studietiden kunne Kronprinsen efter en munter aften stå tidligt op og løbe

Dronning Margrethe har ganske vist også gået på Aarhus Universitet, men hun gjorde aldrig sine studier færdige. 

 

Da Mary blev vist frem

Det var noget af det mest romantiske, man kunne forstille sig: En smuk sommerdag, hvor en nygift kronprins Frederik kom til Aarhus og kyssede på sin Mary. Himlen var blå, flagene vejede og folket jublede.

I 2004 hed borgmesteren i Aarhus Louise Gade, og hun fortalte dagen derpå om den begivenhedsrige dag, hvor kronprinsparret oplevede at køre igennem byen i karet, at få fedtemadder i Den Gamle By og blive tiljublet på rådhusets balkon.  

Det blev til en helt forrygende dag, da Aarhus fejrede kronprinsparret i anledning af deres bryllup i 2004. 

 

Kærlige tanker til Australien

Det var også meget romantisk, da kronprinsparret i 2009 indviede den første Sculpture by the Sea-udstilling i Aarhus. For det hang direkte sammen med parrets allerførste date. Aftenen efter at Kronprinsen og Mary havde mødt hinanden en septemberaften i år 2000, gik de tur langs stranden i Sydney og så den australske udgave af Sculpture by the Sea.

- Da vi så udstillingen på stranden i Australien, var vi solgt, eller jeg var nu mest solgt til Mary, fortalte Kronprinsen i sin åbningstale i Aarhus.

- Vi var mest venner, men jeg mente nok, der kunne komme mere ud af det, fortsatte han veloplagt. 

- Det startede som en drøm, som en tøven, som at vove noget. Her har vi satsningen! Hvor er det godt, at kunsten bringer folk sammen og holder sammen på os, sagde kronprins Frederik, inden han med Mary i hånden gik strandtur for at se de mange kunstværker langs Aarhus Bugt. 

Kronprinsen holdt en kærlig tale til Mary, da han indviede Sculpture by the Sea i 2009. 

 

Kronprinsen og kunsten

Som helt ung kunne Kronprinsen nogle gange se ud som om, han hellere ville være sammen med vennerne i stedet for at skulle vise interesse for alt, hvad der blev præsenteret for ham. Men som årene er gået, lyser det nu ud af ham, at han har en ægte interesse i kunst.

Men det kan gå lidt galt, når man lige i skyndingen skal sige noget klogt, som det fremgår af dette videoklip: 

- Der er åbent for ejer, sagde kronprins Frederik.

 

Der er snore der skal klippes

Med til jobbet som kronprins hører, at man skal klippe snore, smile, vinke og give hånd, når ældreboliger, udstillinger og motorveje skal indvies. 

Kronprins Frederik er kommet godt rundt i Østjylland igennem årene.

 

 

Mærkesagen er sport og motion

De blev lidt mundlamme, løbeholdet, der en småkold formiddag var i gang med at varme op på græsplænen ved Marselisborg Slot. For lige pludselig kom en høj, slank mand i fritidstøj gående hen imod dem, og langsomt gik det op for dem, at det var Kronprinsen. Frederik ville lige bare lige opmuntre dem til at fortsætte løbetræningen op til Royal Run den 21. maj.

Forbløffelsen var stor, da kronprins Frederik pludselig troppede op under en løbetræning ved Marselisborg Slot.

 

Så var der også lige dengang, Kronprinsen løb hurtigere end borgmesteren.

 

Kronprinsen 50 år

Royal Run med løberprinsen

I et helt år har kronpris Frederik fået danskere over hele landet til at varme op til hans 50 års fødselsdag. Helt i tråd med sin entusiasme omkring sport og motion vil kronprins Frederik få dage før den runde dag løbe 1 mile (1,6 km) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense og 10 km i København. Alle stederne kan danskere løbe med Kronprinsen, og i Odense løber Kronprinsessen ovenikøbet også med.

 

I Aarhus har omkring 11.500 meldt sig til Royal Run den 21. maj. De deles op i flere grupper afhængig af, om de er supermotionister eller hellere vil klare ruten i et roligt tempo.

 

Begge ruter begynder på Frederiks Allé ved Rådhuset, og 10 km-ruten går forbi Marselisborg Slot.

Læs flere detaljer om Royal Run her: https://www.royalrun.dk/

Læs hvordan Kronprinsen igennem mange dage bliver fejret i anledning af sin 50 års fødselsdag: http://kongehuset.dk/hkh-kronprinsens-50-aars-foedselsdag

Læs hvordan TV2/ØSTJYLLANDs lettere dovne reporter varmer op til Royal Run: https://www.tv2ostjylland.dk/laer-lobe/laer-lobe-jeg-er-i-darlig-form-1?autoplay=1#player

Søs Kjeldsen, maj 2018

Til lykke med de 50 år!