IS-tilhængere anholdt
Skød en Arla-ansat i Saudi-Arabien
Tre tilhængere af Islamisk Stat er anholdt for at skyde en dansk Arla-medarbejder i Saudi-Arabien, oplyser det saudiarabiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skyderiet fandt sted den 22. november, da den danske Arla-ansatte blev ramt i skulderen af skud i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Det skete, da han i bil forlod sin arbejdsplads.
- Gerningsmændene til dette modbydelige angreb, tre saudiarabere, er blevet anholdt, siger talsmanden, general Mansour al-Turki, i en pressemeddelelse, der er sendt ud af det saudiarabiske nyhedsbureau SPA.
En gruppe tilhængere af Islamisk Stat hævdede efterfølgende i en video, der blev lagt ud på internettet, at de skød den danske Arla-medarbejder.
Se: Medarbejder fra Arla skudt
Videoen er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.
Der har imidlertid hersket tvivl om videoens ægthed.
Danskeren, som blev skudt, er siden blevet opereret og er i bedring.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser, at de danske myndigheder har et godt samarbejde med de saudiarabiske i forbindelse med sagen.
- Jeg har noteret mig, at de saudiarabiske myndigheder oplyser at have pågrebet de mulige gerningsmænd til skudattentatet, siger chefen for PET, Jens Madsen.
- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke give yderligere oplysninger om sagen. Jeg vil dog gerne understrege, at der i den konkrete sag har været et godt samarbejde med de saudiarabiske myndigheder, siger han.
Efter skyderiet har Arla, med hovedsæde i Viby ved Aarhus, forhøjet sikkerheden for sine ansatte i Riyadh.
Sagen kort:
- 22. november: Det officielle saudiarabiske nyhedsbureau, SPA, oplyser, at en dansker er blevet såret af skud i Riyadh, den saudiarabiske hovedstad. Manden er blevet ramt i skulderen og er indlagt på et hospital.
- 23. november: Arla bekræfter, at den sårede dansker er ansat i mejerikoncernen. Danskeren blev skudt, da han forlod sin arbejdsplads i hovedstaden Riyadh i sin bil klokken 13 lokal tid.
- 24. november: Den danske Arla-medarbejder gennemgår en vellykket operation og meldes i bedring. Under operationen fjernes en kugle, som danskeren har haft siddende i skulderen.
- 25. november: Udenrigsministeriet opfordrer danskere, der er udstationeret i Saudi-Arabien, til at være ekstra varsomme med, hvor de færdes i den kommende tid. Opfordringen kommer efter skudepisoden i Riyadh. Samtidig opfordrer Udenrigsministeriet danskere i Saudi-Arabien til ikke at foretage længere rejser i bil i landet, eksempelvis fra den ene by til den anden, hvis det kan undgås. I stedet opfordres danskerne til om muligt at benytte fly.
- 2. december: En gruppe, der hævder at have tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat (IS), offentliggør en video, hvor gruppen påstår, at dens medlemmer skyder mod en dansker i Saudi-Arabien. Videoen er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.
- 11. december: Tre IS-støtter arresteres for at have skudt danskeren.
Kilder: AFP, Reuters, Arla.