Tilfredshed med leders opsigelse
Ny leder på Risskov Skole er den bedste løsning
Forældrebestyrelsen på Risskov skole er tilfredse med, at skolelederen trækker sig efter sag om fyringen af en lærer.
- Det er altid trist, når det ender på den måde, men jeg tror Risskov Skole var kommet i en hårdknude, og det her er nok den løsning, der bringer os bedst videre, siger fungerende formand for skolebestyrelsen, Poul Nissen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skolelederen valgte at sige sin stilling op efter flere dages pres fra elever og forældre på 6. årgang.
De mener, at skolelederen og Aarhus Kommunens skoleforvaltning har handlet forkert, da en lærer blev bortvist, efter at have slået en elev på skulderen i forbindelse med en konflikt i ungdomsskolen.
- Der var forskelligt syn på, hvordan det her skal gribes an. Og der var opstået en tillidskløft mellem ledelse og forældre og elever på skolen, siger Poul Nissen.
- Der er mange, der vil kæmpe for ham.
46 af 48 forældre har skrevet under på en mistillidserklæring overfor skolens ledelse.
Chef for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Ole Kiil Jacobsen, siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at skolelederens opsigelse ikke ændrer noget i forhold til den fyrede lærer.
Se mere i indslaget øverst.