Tilfreds Randers-træner gør status: Mere stabile end vi havde håbet

En øjeblikkelig sjetteplads og kun to point fra tredjepladsen er status på Randers FC's efterårssæson. Det skyldes blandt andet, at roen og stabiliteten er vendt tilbage

Thomas Thomasberg satte sig i trænerstolen i sommer, og nu overvintrer han og Randers FC i top 6. Et anderledes stabilt efterår, har nemlig atter bragt ro på tingene i det kronjyske. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Der er skrevet utallige sider om Randers FC de seneste år. Fælles for langt de fleste er, at de ikke handler om sportslig succes.

Men det lader efterhånden til, at problemerne er væk, og oven i hatten har klubben samtidig fået sportslig medvind.

Således ligger de lyseblå på 6. pladsen efter grundspillets første 20 runder oven på et efterår, hvor det er blevet til syv sejre, ligeså mange uafgjorte og seks nederlag.

Roen begyndte allerede at sænke sig i foråret, efter klubben skilte sig af med den iltre hollænder Richardo Moniz, samtidig med at Michael Gravgaard forlod stillingen som direktør. Og nu har stabiliteten samtidig indfundet sig i Kronjylland.

- Det er ikke fordi, det er milevidt fra det, man har prøvet i foråret. Men jeg synes alligevel, at man kan se her henover efteråret, at der er kommet den ro og stabilitet, som vi havde håbet på og drømt om - måske endda endnu mere end vi havde forventet, med den slutspurt, vi satte ind, fortæller cheftræner Thomas Thomasberg i et live-interview på Skipperligaens Facebook-side.

Nu ser det i hvert fald godt ud sportsligt. Og noget af det, der i hvert fald er blevet ændret, er at Randers FC ikke er lige så meget i vælten som i foråret og efteråret. Nogle vil måske sige, at Randers FC er gået tilbage og blevet en kedelig klub?

- Ja, og det er jeg altid lidt ked af at høre. Men der er jo en vis sandhed i det. For er der masse negative historier, som selvfølgelig er interessante, og går det også rigtig dårligt sportsligt, så er det også interessant. Måske endda mere interessant, end hvis det går lige over middel.

- Selvfølgelig er jeg glad for, at der er ro på de indre linjer, men vi ville gerne have, at der stadigvæk var hype omkring klubben. Og noget af det, jeg er ked af, når jeg har været her på trænerbænken i mange år, det er det tilskuertal, som er dalet herude, siger Thomas Thomasberg.

Hele interviewet med cheftræneren kan også høres som podcast. Her bliver der blandt andet også snakket om det forestående transfervindue, om ungdomsarbejdet og om mandskabsbehandling. Du finder podcasten lige her.