Tilfreds og glad transportminister
Det er godt nyt for det dyre letbane-projekt
Det var en glad transportminister, som TV 2 | ØSTJYLLAND talte med torsdag eftermiddag. Glad, fordi der i dag kom godt nyt til det dyre letbane-projekt i Aarhus.
- Det er tiltrængt, at der kommer noget godt nyt til det projekt. Alt, hvad der kan bidrage til at vi finder en løsning og finde de penge, der skal til, er positivt, siger Magnus Heunicke (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er Enhedslisten, der i dag har tilkendegivet, at de vil komme letbanen til undsætning via et andet trafikforlig. Enhedslisten står ellers udenfor den egentlige forligskreds bag letbanen.
LÆS OGSÅ: Letbanen sikret støtte
- Selvom vi ikke er med i forligskredsen bag letbanen, så er det her så godt et projekt, at staten selvfølgelig skal tage et medansvar for, at letbanen bliver realiseret fuldt ud, siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Magnus Heunicke (S) kritiseres nu for ikke, at kunne samle opbakning i den egentlige forligskreds.
- Hvilken forligskreds og hvordan - det er jo ren kassetænkning. Jeg synes, det vigtige er, at der viser sig at være partier på Christiansborg, som sammen med regeringen vil være klar til at tage ansvaret for, at få det her projekt tilbage på sporet, siger transportministeren.
Statens ekstra støtte til letbanen lander formentlig på 330 mio. kr.
Se mere i indslaget øverst.