Tilfældighed bag ghetto-stempel
Én person har gjort Jennumparken til ghetto
Et helt boligområde risikerer at blive stemplet som ghetto, hvis bare en ekstra person viser sig at have en kriminel fortid, skriver Jyllands-Posten.
Det er den uheldige konsekvens af sidste uges boligaftale mellem regeringen, Venstre og Liberal Alliance, der indeholder nye kriterier for, hvornår en boligblok kan defineres som ghetto.
Avisen har gennemgået grundlaget for den nye ghettooversigt, og ifølge eksperter er det tilfældigheder, som afgør, hvem der havner på den udskældte liste.
- Stemplet er dårligt for boligområdet
Jennumparken i Randers er ifølge de nye kriterier en ghetto, fordi der i 2010-2011 i gennemsnit boede cirka 24 dømte i området. Havde der boet en mindre, var Jennumparken gået fri.
- Stemplet er dårligt for boligområdet og beboerne, som pludselig bliver sat i bås. Men også i forhold til boligsøgende, som siger: "Hold da op, det er vist ikke dér, vi skal flytte hen", siger Jan Guldmann, der er formand for bestyrelsen i RandersBolig, som Jennumparken hører under.
Derimod står Bispehaven i Aarhus til at blive slettet fra ghettolisten, men hvis bare én ekstra dømt person havde haft adresse i det uroplagede område i perioden 2010-2011, ville det fortsat være en ghetto.
Ved siden af virkeligheden
De nye kriterier rammer ved siden af virkeligheden, mener Knud Erik Hansen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.
- Det er absurd, hvor lidt der skal til for at komme på listen. Det bliver tilfældigheder, siger han.
Ifølge by- og boligminister Carsten Hansen (S) skulle aftalen sikre en mere "nuanceret" liste, men det er ifølge boligselskaberne ikke sket.
Ministeren erkender, at "ganske få personer" kan udløse ghettostemplet, men fastholder, at en liste er god til at se "problemerne i øjnene".
- Men der vil altid være grænsetilfælde, siger han til Jyllands-Posten.