Tilbyder mishandlet hvalp nyt hjem

Tirsdag kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle om et grumt kvælningsforsøg på en labrador. Nu vil mange have hvalpen.

En afmagret labradorhvalp blev mandag aften reddet af tilfældigt forbipasserende, da den hang i et træ ved Tivoli Friheden i Århus. Rebet, som hunden hang i, var bundet på en sådan måde, at hunden langsomt var ved at blive kvalt.

Nu ringer familier til det dyreinternat i Århus, hvor hunden kommer sig oven på den grumme mishandling.

- Telefonerne kimer, søde mennesker ringer og siger, at de gerne vil hjælpe hunden. Der er så travlt, at vi beder folk sende en e-mail og forklare lidt om deres baggrund og deres motivation for at ville have hund, for det er vigtigt, at der bliver fundet en familie, som ikke blot vil hjælpe nu og her, men som kan være en god familie for hunden i mange år fremover, siger Solveig Christensen fra internatet til JP Århus.

Tirsdag udlovede Dansk Kennel Klub 5000 kroner i dusør for oplysninger, der kan fører til pågribelsen af den eller de personer, der mishandlede hunden.

Den dusør er nu oppe på 10.000 kroner, fordi Dansk Dyreværnsforening også udlover 5.000 kroner.

<b>Du kan se et tv-indslag om mishandlingen ved at<a href="http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=426270&r=7"> trykke her</a>.</b>