Tilbyder gratis nøgen-rengøring
37-årig mand giver knaldtilbud til kvinder
En 37-årig mand fra Horsens har et noget særpræget tilbud til dig, der trænger til at få hjemmet støvsuget.
Han tilbyder gratis rengøringshjælp i op til to timer. De eneste to krav han stiller er, at han må være nøgen, mens han arbejder, og at kunderne skal være kvinder.
På Facebook har han oprettet profilen "Jesper Andersen (Nøgen rengøring)". Her skriver han:
"Jeg tilbyder nu gratis rengøring for kvinder i op til to timer. Trænger dit hjem til en kærlig hånd, så skal du blot sende en besked og så fortælle, hvad opgaven lyder på! Eneste du skal foretage dig, er at åbne døren... og ellers slappe af og nyde, at opgaven bliver udført. Den eneste forudsætning er, at rengøringen udføres nøgen!"
Har gjort rent hos syv kvinder
Herning Folkeblad har været i kontakt med manden, der tilsyneladende slet ikke hedder Jesper Andersen, og i øvrigt udtaler sig anonymt til avisen.
- Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt i mit liv, da jeg er i skilsmisse. Det hele er ment som en sjov gimmick, der gerne skal være sjov og underholdende for begge parter. Og ja, den skal da også helst være lidt pirrende og grænseoverskridende, siger han til Herning Folkeblad.
Ifølge avisen har syv kvinder allerede benyttet sig af det noget alternative tilbud.
- Det sker oftest, at det bliver til lidt mere end kun rengøring, men der er også gange, hvor det kun er rengøring og en skæg oplevelse, siger den 37-årige.