Tilbagevendt Randers-back: Vi kan spille lige op med alle

Onsdagens topopgør mod Brøndby var beviset på, at Randers FC hører til i toppen. Sådan lyder vurderingen fra Alexander Fischer

02:01

En lang Brøndby-tå dukkede Randers FC med fem minutter tilbage af onsdagens intense topkamp på BioNutria Park. 

Og selvom gæsterne løb med alle pointene, så mener Alexander Fischer, der fik comeback for Randers FC i kampen, at kronjyderne sagtens kan matche Superligaens nummer to.

- Styrkeforholdet er meget lige. Vi spillede 2-2 mod dem i første kamp derovre og set ud fra i dag, så skal den jo egentlig bare blive 0-0, når de scorer så sent i kampen, siger han og fortsætter. 

Læs også Randers FC taber medrivende topopgør

- Jeg føler, vi er fuldt ud på højde med Brøndby og vi kan spille op med alle klubber herhjemme. Så det er lovende, og det ser godt ud.

Alexander Fischer startede på banen i opgøret mod Brøndby, og det var samtidig hans første minutter i sæsonen. Backen har siddet ude med en lyskeskade siden sommerpausen, og derfor var det en lettelse, at han endelig kunne få en Superliga-kamp i benene.

- Det var dejligt, efter så lang tid ude, at komme ind spille igen, der hvor det er rigtig sjovt.

Alexander Fischer blev skiftet ud umiddelbart efter Christian 'Greko' Jakobsens sejrsmål, da hjemmeholdet skulle forsøge at redde pointet. Men Fischer var fint tilfreds med sin egen præstation.

- Jeg synes egentlig, det var en godkendt indsats. Der er altid plads til forbedringer, jeg er nok min egen største kritiker, men det var en godkendt indsats, også som hold, siger han.

Se hele interviewet med Alexander Fischer øverst i artiklen.

02:09

VIDEO: Selvom cheftræner Ólafur Kristjánsson ikke ville tude over nederlaget, så var han langt fra tilfreds med en dommerkendelse, som han mente kostede Randers FC et straffespark.

Luk video