Tilbagevendt AGF'er: Jeg skal nok være klar til FCN

Daniel A. Pedersen fastslår, at han nok skal være klar til AGF's næste Superliga-kamp mod FC Nordsjælland på mandag

01:35

Da AGF for knapt en måned siden var på besøg i Esbjerg, måtte midtbaneslideren Daniel A. Pedersen udgå med en skade i anklen.

Det har holdt ham ude i de sidste tre Superliga-kampe, men i onsdags var han tilbage i truppen, da AGF slog Aalborg Freja 5-0 i DBU Pokalen - og endda med 90 minutter til "DAP".

 - Anklen har det godt. Det passede mig meget fint, at jeg spillede midterforsvar i den kamp. Jeg var træt til sidst, selvom jeg ikke løb så meget, som jeg plejer. Men anklen har reageret fint på det, og også i dag (mandag, red.) har jeg både løbet og trænet, uden der har været problemer, siger Daniel A. Pedersen. 

Læs også Olsen og Duncan sender AGF sikkert videre i pokalen

AGF's næste kamp er på mandag hjemme mod FC Nordsjælland, og her er den tidligere Silkeborg-spiller klar til at få flere minutter i benene.

- Jeg skal lige have løbet lidt mere og måske lige have lidt mere træning i benene, det er ikke mange træninger, jeg har haft med holdet. Men det har jeg en hel uge til, så det skal jeg nok blive klar til, siger han.

I videoen øverst på siden kan du høre Daniel A. Pederen fortælle mere om sin skade og så forholder han sig også til den nye midtbanekonstellation i AGF efter sommerens travle transfervindue.