Henrik Dam Kristensen tilbage på ministerholdet

Den østjyske poltiker får ministerpost

Henrik Dam Kristensen (S), der er valgt til Folketinget i Horsens-kredsen, er ny beskæftigelsesminister.

Med justitsminister Karen Hækkerups (S) farvel til regeringen er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tvunget ud i endnu en regeringsrokade.

Statsministeriet bekræfter, at Socialdemokraternes kronprinsesse - nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen - overtager posten som justitsminister.

Samtidig vender Socialdemokraternes erfarne gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, tilbage på ministerholdet som ny beskæftigelsesminister.

Henrik Dam Kristensen blev efter regeringsskiftet i 2011 udnævnt som transportminister, men han mistede ministerposten i en regeringsrokade i august sidste år.

Læs også Portræt: Henrik Dam Kristensen er tilbage

Regeringsrokaden betyder samtidig, at forsvarsminister Nicolai Wammen (S) indtræder som nyt medlem af regeringens koordinationsudvalg.

De nye ministre præsenteres for dronning Margrethe på Amalienborg klokken 10.15, mens Karen Hækkerup skal i afskedsaudiens hos dronningen klokken 10.45.

Derefter vil Karen Hækkerup klokken 13.00 overdrage Justitsministeriet til Mette Frederiksen, og klokken 15.00 er der overdragelse i Beskæftigelsesministeriet.

Karen Hækkerup stopper som justitsminister for at overtage posten som direktør i Landbrug & Fødevarer.