Til kamp for valgkreds
Kommende Randers-borgmester tager i dag til Christiansborg for at bremse regeringens forslag til en valgkredsreform.
Flere politikere i Randers er i oprør over, at regeringen og Dansk Folkeparti vil ændre valgkredsene.
Ændringerne betyder, at den kommende storkommune i Randers-området bliver delt i to valgkredse. Dermed bliver det ifølge kritikerne sværere at få valgt politikere opstillet i Randers ind i Folketinget.
Den kommende Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus er skarp modstander af forslaget. Derfor tager han i dag til København i et forsøg på at få regeringen til at ændre mening.
- Jeg både håber og forventer, at beslutningen bliver ændret. Ellers kan det betyde, at det fremover bliver svært at få Randers repræsenteret i Folkertinget, siger han.