Til kamp mod tricktyve

Ældreboliger skal beskyttes bedre

02:01

1 af 2

Beboere og personale på et lokalcenter i det nordlige Aarhus er så trætte af tricktyve, at der nu gøres en ekstra indsats for at holde uvedkommende ude.

Så sent som i weekenden havde fire beboere på Lokalcenter Fuglebakken besøg af den samme tricktyv.

Et af tyverierne gik ud over en ældre handicappet kvinde, som fik stjålet sin pung.

Et andet sted måtte den ukendte gerningsmand dog gå forgæves. Seks timer inden tyveriet fra den handicappede kvinde ringede han på Agnes Mahler Sørensens dør.

Se: Tricktyve på tour i Østjylland

- Jeg låste op, og så sagde han, at han gerne ville ind for at læse nogle målere af. Jeg sagde til ham, at det skulle han i hvert fald ikke, forklarer hun efterfølgende til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Foruden tricktyverierne har Lokalcenter Fuglebakken også været udsat for hærværk. For at komme kriminaliteten til livs bliver der nu opsat videokameraer, ligesom de ældre informeres om ikke at lukke fremmede ind.

Agnes Mahler Sørensen er glad for de nye initiativer:

- Vi ved, at vi skal passe rigtigt meget på. Det er faktisk rigtigt modbydeligt, forklarer hun.

Se mere om lokalcentrets kamp mod tricktyvene i tv-indslaget øverst i artiklen.