Til kamp mod oversvømmelser
Kommune anlægger regnvandsbassiner
Aarhus Kommune har sat gang i en storstilet plan, der skal forhindre nye oversvømmelser efter voldsomme regnskyl.
I september 2012 var store dele af det sydlige Lystrup oversvømmet af regnvand. Regnvandet satte en række parcelhushaver og kældre under vand.
For at undgå gentagelser er der siden blevet anlagt nye regnvandsbassiner, der skal opsamle vandet efter en periode med megen nedbør. Derudover er de eksisterende regnvandsbassiner blevet udvidet.
I alt koster projekterne 30 mio. kr. Det er dog stadig billigere at anlægge regnvandsbassiner end at forbedre kloaknettet.
Derudover bliver regnvandsproblemerne i fremtiden tænkt bedre ind i kommunens planlægning.
- Vi forbedrer sikkerheden mod oversvømmelser. Der er ikke nogen, der kan vide, hvor meget vand, der kommer i fremtiden. Men den måde vi indretter vores bymiljø og vores gader og veje, bliver smartere i fremtiden, siger afdelingschef Mogens Bjørn Nielsen fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du møde en af de familier, der blev ramt af oversvømmelserne i Lystrup for snart to år siden.