Til forsvar for kristendommen
Nyt center ser dagens lys
Den private uddannelsesinstitution Meninghedsfakultetet i Aarhus opretter nu Center for Kristen Apologetik. Apologetik betyder forsvar, og det er lige præcis, hvad centeret skal: forsvare kristendommen.
- Tanken er, at vi vil offentliggøre alle de gode argumenter, vi mener der er for den kristne tro. I en tid, hvor kristendommen er under pres fra mange andre religioner, mener vi, at der er behov for at forsvare den religion, vi er en del af, fortæller centerets leder, professor Kurt Christensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
CKA, som centeret kommer til at hedde i daglig tale, får til huse på Menighedsfakultetet i Aarhus og støttes af en lang række kirkelige organisationer.
- Vi vil etablere en hjemmeside. Og så vil vi i stigende grad deltage i debatten. Folk skal ikke være i tvivl om, at der findes en række kristne, der mener at der er gode argumenter for at kristendommen både er meningsfuld og virkelighedsnær, siger Kurt Christensen.
CKA åbner officielt den 1. februar 2014.