Tigerkillinger trives

Ree Park ved Ebeltoft fik i maj et helt særligt kuld killinger

Foto: Ree Park Safari

Foto: Ree Park Safari

Foto: Ree Park Safari

1 af 3

Sumatratigeren er en af verdens mest truede dyrearter. På verdensplan lever der kun 400 eksemplarer, så der var naturligvis stor glæde, da tigerparret i Ree Park ved Ebeltoft i maj måned fik et kuld unger.

De tre killinger, to hanner og en hun, lever nu i bedste velgående i dyreparken.

Efter fødslen var der ellers i første omgang tvivl om, hvorvidt den ene af hannerne var syg. Killingen havde i modsætning til sine søskende hvide poter i stedet for gule og en hvid halespids.

Killingens anderledes farver var begyndelsen på et mysterium, hvor stambogen blev fundet frem. Heller ikke her var der svar at finde.

- Foreløbig er eneste sandsynlige forklaring på den lyse pels, de hvide sokker og hale formentlig et af naturens egne eksperimenter i form af en genetisk farvevariant, fortæller direktør Jesper Stagegaard.

Om der nogensinde bliver fundet en forklaring på killingens lyse farver, tror man ikke længere på i Ree Park.

Til gengæld kan den lille killing med de hvide poter og hale nu glæde sig over, at han formenlig er den eneste i hele verden, der har den slags aftegninger.

Forældrene til killingerne er parret Gasha og Asim. Faderen, Asim, er en af parkens nye beboere. Han kom til Ree Park i 2015.

Det var derfor med stor glæde, at personalet i parken fandt ud af, at Gasha allerede var drægtig så kort tid efter, fortæller direktøren.