Tidligere toppolitiker gør overraskende comeback
Lone Hindø, tidligere rådmand i Aarhus, er klar til en ny omgang i politik. Socialdemokraten stiller op til byrådsvalget
Da Lone Hindø forlod Aarhus Byråd for 15 år siden, regnede hun med, at det var en dør, hun lukkede for evigt.
Men nu gør den 68-årige socialdemokrat politisk comeback. Til byrådsvalget i november kommer hun til at stå på stemmesedlen i Aarhus.
- Jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle stille op igen, men jeg har mærket en lyst til at gøre det, siger Lone Hindø, der i dag er præst.
Hun blev opfordret til at stille op. Hun spurgte derefter fire personer, hun sætter stor pris på, om det var en god idé at stille op. De sagde ja, og så var beslutningen let at træffe.
Læs også
Lone Hindø var medlem af Aarhus Byråd fra 1982 til 1994 og igen i perioden 1998-2002. De første mange år repræsenterede hun SF, inden hun blev socialdemokrat.
I 1986 blev hun den første kvindelige rådmand i Aarhus' historie - en post, hun havde gennem en årrække.
Lone Hindø afviser enhver snak om at genindtage et rådmandskontor efter valget.
- Det kommer ikke til at ske. Jeg er præst, og det vil jeg gerne fortsætte med, siger hun.
Lone Hindø har et par overordnede mærkesager, som hun kæmper for.
- Jeg synes, der er for mange, som har det svært og falder igennem, fordi systemerne ikke taler sammen, siger hun.
- Et andet emne, der optager mig, er, at jeg synes, at politik mere og mere handler om city og det, der foregår inden for Ringgaden. Jeg vil gerne arbejde for, at byrådet bliver bedre til at tænke landsbyer, stationsbyer og centerbyer med i helheden, siger Lone Hindø.