Tidligere superligabomber vender snuden hjemad

Den 29-årige angriber Ronnie Schwartz skifter fra norske Sarpsborg 08 til 1. divisionsklubben Silkeborg

SIF har skrevet en to-årig kontrakt med 'plaffeministeren' Ronnie Schwartz. Foto: Silkeborg IF

1. divisionsklubben Silkeborg IF har fundet en rutineret målræv, der skal hjælpe holdet tilbage i Superligaen.

Den tidligere AaB-, Randers-, Brøndby- og Esbjerg-spiller Ronnie Schwartz skifter nemlig fra norske Sarpsborg 08 til Silkeborg.

Læs også Zlatan bankede Ronnie Schwartz

Det bekræfter nedrykkerklubben på sin hjemmeside, hvor det også fremgår, at Schwartz har fået en toårig kontrakt.

- Jeg er glad for at komme til Silkeborg. Det er en klub med potentiale til mere end næstbedste række, og det vil jeg gerne være en del af, og så giver det mig muligheden for at komme til at spille mere fodbold igen.

- Jeg vil være med til at hjælpe SIF tilbage til Superligaen, hvor klubben hører til, siger Ronnie Schwartz til Silkeborgs hjemmeside.

Ronnie Schwartz havde sin storhedstid i Randers FC. Her opnåede han nærmest kultstatus og fik tilnavnet 'Plaffeministeren'. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Gennembrud i Randers

29-årige Schwartz spillede senest i Superligaen i sæsonen 2015/16, hvor han optrådte for Esbjerg og Brøndby.

- Vi er glade for at det er lykkedes at finde den helt rigtige offensive forstærkning, som vi har søgt. Han rummer det ekstraordinære, der er en nødvendighed for at gå ind i vores start 11’er, og kan vi få ham spillet fint ind, kan han gøre en forskel for os, siger SIF’s sportschef Jesper Stüker.

Ronnie Schwartz fik sin fodboldopvækst i AaB, men brød for alvor igennem i sine sæsoner i Randers FC fra 2011-14. Her døbte fansene ham ”Plaffeministeren” på grund af hans konsekvente udnyttelse af chancerne og hans hårde spark. 

I alt har han scoret 45 mål i 131 superligakampe.