Tidligere rocker var idømt 13 års fængsel

Den tidligere HA-rocker Bo Steffensen, der torsdag morgen, var mål for et bombeattentat blev i 2005 idømt 13 års fængsel.

Det var den 42-årige tidligere Hells Angels-rocker Bo Østrup Steffensen, der var mål for torsdagens bombeeksplosion foran Pension Skejby.

Det bekræfter politiinspektør Ole Madsen i Østjyllands Politi.
Den 42-årige blev i 2005 idømt 13 års fængsel i en stor narkosag ved Vestre Landsret i Randers. Bo Steffensen var blandt de otte tiltalte rockere fra Hells Angels. Under afsoningen er den 42-årige gledet ud af Hells Angels' rækker, oplyser politiinspektør Ole Madsen.

Tidligt i morges sprang en bombe ved 42-åriges røde Audi, netop som han satte bilen i bakgear.
Den 42-årige kom ikke til skade ved eksplosionen, men bilen blev smadret og 22 ruder blev skadet på den institution, hvor han afsonede den sidste del af sin dom. Ifølge forstander Hans Jørgen Tholstrup er den 42-årige Bo Steffensen rystet men fysisk uskadt efter eksplosionen.

- Han siger selv, at han ikke har noget udestående med nogen. Det er klart, at det her er en voldsom oplevelse for ham, siger forstanderen.

Politiet vil endnu ikke gætte på et motiv til bombeeksplosionen.

- Der kan være tale om, at nogen vil skræmme offeret, men der kan selvfølgelig også være tale om andre ting, siger politiinspektør Ole Madsen.

Ifølge politiet havde den 42-årige haft sin bil parkeret foran pensionen siden onsdag aften, men det er endnu uklart, hvordan bomben blev bragt til sprængning.