Tidligere Randers-bomber skal til Holland

Den tidligere Randers FC-angriber Nicolai Brock-Madsen skal forsøge at få karrieren i omdrejninger igen i hollandske Zwolle

Foto: Birmingham City FC

Fodboldspilleren Nicolai Brock-Madsen bliver lejet ud fra Birmingham i England til Zwolle i Holland for resten af sæsonen.

Det meddeler Birmingham på sin hjemmeside.

Den danske angriber, der for nylig var med ved OL i Rio, har mildt sagt ikke haft succes i Birmingham, der optræder i den næstbedste engelske række. 

Læs også Randers-dreng skal med til OL i Rio

Klubben hentede ham sidste sommer i Randers FC, men danskeren har endnu ikke formået at score et mål.

Nicolai Brock-Madsen har kun spillet med i otte kampe for Birmingham.

Det gik noget bedre, da Brock-Madsen spillede for Randers FC. Trods sine kun 22 år, da han forlod klubben, stod han allerede noteret for 108 kampe og 19 mål, men nu har han altså igen fundet en ny arbejdsgiver. 

Zwolle ligger sidst i Æresdivisionen i Holland med et point for fire kampe.

I sidste sæson gik det bedre, for da sluttede klubben som nummer otte.