Tidligere AGFer vinder tyrkisk pokal i debutsæson

Midtbanespilleren Jens Jønsson var med til at vinde den tyrkiske pokalturnering med Konyaspor

Arkivfoto. Her ses Jens Jønsson i kamp for Konyaspor mod KAA Gent i Europa League Foto: Murad Sezer, Scanpix

For under et år siden skiftede Jens Jønsson fra barndomsklubben AGF til tyrkiske Konyaspor.

Og sent onsdag aften var den defensive midtbanespiller med til at stryge helt til tops i den tyrkiske pokalturnering.

Dermed vandt aarhusianske Jens Jønsson en titel i sin første sæson i tyrkisk fodbold.

I pokalfinalen vandt Konyaspor 4-1 over Istanbul Basaksehir efter straffesparkskonkurrence.

Læs også Jønsson fik 82 minutter i tyrkisk debut

Der blev ikke scoret et eneste mål i hverken ordinær tid eller i den forlængede spilletid.

24-årige Jens Jønsson var på banen i de første 78 minutter af den jævnbyrdige kamp, inden han blev skiftet ud.

Aarhus-drengen kunne være blevet den store helt, da han ti minutter inde i anden halvleg var gået med frem og skød på mål lidt uden for feltet, men forsøget gik langt forbi. 

Her ses Jens Jønsson i aktion for AGF. Foto: Allan Voss / sportsphotos.dk (AGF)

Da det hele skulle afgøres på straffespark efter 120 målløse minutter, var Konyaspor klart skarpest.

Konyaspor scorede på de første fire forsøg, mens kun den 36-årige midtbaneveteran og tidligere tyrkiske landsholdsspiller Emre Belözoglu scorede for Istanbul Basaksehir.

Efter to brændte forsøg fra pletten tabte Istanbul Basaksehir pokalfinalen.

Læs også Jønsson: Folk på Fredensvang ville dø for de her forhold

Præstationen stod i stærk kontrast til semifinalen, hvor Istanbul Basaksehir vandt over Fenerbahce og Simon Kjær.

Her scorede Istanbul Basaksehir på 10 ud af 13 straffespark, og flere skytter var tilmed nødt til at score to gange.

Simon Kjær scorede også to gange fra pletten for Fenerbahce i den kamp, men det var ikke nok til at komme i finalen, hvor han kunne have mødt sin landsmand Jens Jønsson.

Jens Jønsson spillede mere end 100 kampe for AGFs førstehold, siden han i 2005 skiftede til AGF fra Lyseng tilbage i 2005. Efter mere end ti år i AGF gik turen videre til tyrkisk fodbold i 2016.