Tidligere AGFer følte sig ydmyget
Cheftræner Peter Sørensen afviser påstande
Den tidligere engelske forsvarsspiller i AGF, Mark Howard, taler ud om sin sidste tid i Superligaklubben, hvor han følte sig ydmyget og hånet af cheftræner Peter Sørensen. Men cheftræneren afviser sandheden af Mark Howards påstande.
Seks år i dansk fodbold blev det til for 26-årige Mark Howard, der nu er rejst tilbage til England, fordi at han ikke fik forlænget sin kontrakt i AGF, hvor han spillede i fire år - de første to spillede han i Brøndby.
Mark Howard taler i stiften.dk ud om sin sidste tid i AGF, som han beskriver som et mareridt. Det var blandt andet forholdet til cheftræner Peter Sørensen, der tog en radikal drejning. Fra at være en af de bærende spillere i sæsonen 2011, gik Mark Howard til ikke at være god nok, da han efter en længere skade vendte tilbage til truppen.
Takkede nej til sprøjten
Mark Howard fortalte til stiften.dk om en episode, hvor han takkede nej tak til en indsprøjtning.
- Du har bare at respektere min stab. Hvis det ikke passer dig, så kan du bare smutte. Så er du færdig her.
- Peter Sørensen råber, som han altid gør, når der er nogen, som vover at sige ham imod eller ikke lige gør, hvad der passer ham. Jeg har afvist at få en indsprøjtning af AGFs læge Jacob Kaae Astrup.
- Mit nej til AGF-lægen har gjort Peter vred, og det udvikler sig til et skænderi med ham. Jeg er knækket. Min stolthed er væk. Jeg er godt opdraget og har udvist en professionel attitude og loyalitet over for klubben. Men nok er nok. Det er ved at udvikle sig. Jeg er helt ude på kanten. Jeg mærker vreden boble indeni. Men Brian Steen Nielsen kommer ind i rummet, og jeg besinder mig. Fra det øjeblik ved jeg, at jeg ikke længere spiller i AGF, siger Mark Howard med egne ord til stiften.dk.
Usande beskyldninger
Cheftræner Peter Sørensen har selv læst artiklen om Mark Howard, og han mener ikke, der er skyggen af sandhed i Mark Howards beskyldninger.
- Det er i mine øjne et patetisk interview med en række groteske og direkte usande passager fortalt af en spiller, der forekommer ærgerlig og skuffet over, at jeg ikke fandt ham god nok til at være en del af den besætning, som skal bringe AGF tilbage i toppen af dansk fodbold. Det er mit job og ind i mellem tunge lod at sige farvel til en spiller, som man måske både holder af og som har gjort et godt stykke arbejde for klubben, siger han til stiften.dk.
Peter Sørensen bliver også spurgt, om der er noget, han fortryder i forløbet med Mark Howard.
- Jeg fortryder to ting. Det ene er, at jeg ikke har været klar nok over for spillertruppen, omkring hvor Mark stod. At han havde fået klar besked på, at han ikke længere havde en fremtid i AGF. Det andet var, at vi overhovedet tilbød ham den sidste kontraktforlængelse. I princippet er det en god ide at hjælpe en ildestedt spiller, men det ærgrer mig, at det bliver opfattet helt modsat. Det, der var ment som en respektfuld gestus, blev i stedet opfattet som en ydmygelse. AGF gjorde Mark en tjeneste i en tid, hvor han ellers havde stået uden kontrakt. Jeg mener i høj grad, at jeg har levet op til mit ansvar, og de værdier AGF står for, siger han til stiften.dk.