Tidligere AGF-profil har fundet ny klub
Den tidligere AGF-spiller Danny Olsen har underskrevet en toårig kontrakt med Hobro
Superliga-oprykkerne fra Hobro har lavet en toårig aftale med den tidligere FC Midtjylland- og AGF-spiller Danny Olsen.
Det meddeler Hobro i en pressemeddelelse.
Læs også
Den 32-årige midtbanespiller havde efter sidste sæson kontraktudløb i AGF, og han kommer derfor til Hobro på en fri transfer.
- Jeg valgte Hobro IK, da jeg har fået et meget positivt billede af klubben. Der virker til at være mange gode folk i klubben, og så er faciliteterne jo efterhånden også blevet rigtig gode her, siger Danny Olsen.
Han kender Hobro-træner Thomas Thomasberg fra deres fælles tid i FC Midtjylland.
- Jeg har selvfølgelig haft samtaler med Thomasberg, som jeg også kender fra tiden i FC Midtjylland, og den spillestil, han gerne vil praktisere, passer godt til den måde, jeg gerne vil spille fodbold på.
- Så hele pakken passer godt, siger Danny Olsen.
Noteret for næsten 300 kampe
Midtbanespilleren, der i 2014 fik debut på A-landsholdet, er noteret for næsten 300 kampe i landets bedste række.
Han skal bidrage med rutine i Hobro.
- Jeg skal give noget erfaring videre til de unge spillere i truppen samt til de spillere, som ikke har så meget erfaring med at spille i Alka Superligaen. Derudover skal jeg bidrage med at skabe noget ro og forhåbentlig også score nogle mål. Jeg ser frem til at komme i gang, og jeg glæder mig til at lære mine nye holdkammerater at kende, siger Danny Olsen.
Sportschef Jens Hammer Sørensen har store forventninger til Danny Olsen.
- Gennem flere samtaler har Danny udtrykt stor tro på vores projekt her i Hobro IK, og vi har kunnet mærke, at han stadig er sulten for at spille på højeste niveau i Danmark. Vi glæder os til at byde en spiller af Dannys kaliber med A-landskampe på cv'et velkommen i Hobro IK, siger Jens Hammer Sørensen.
- Vi får i Danny en erfaren spiller, der har prøvet meget, og som ved, hvad der kræves for at spille i Alka Superligaen, siger han og fortsætter:
- Han er en dygtig midtbanespiller med et godt blik for spillet, og så er han dygtig til skabe ro. Derudover har han et godt spark, som gør ham til en stor trussel på skud fra distancen.