Thorsen vil i Højesteret
Dømt for at have snydt statskassen
Den tidligere aarhusianske byggematador Kurt Thorsen søger Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sin sag for Højesteret, efter han den 23. november blev idømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder i en skattesag i Østre Landsret.
Det oplyser hans advokat Lars Henriksen til Ritzau. Hvis det ikke lykkes for Thorsen og advokaten at få sagen op ved Højesteret, vil de indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Advokaten vil søge om tilladelse blandt andet med henvisning til, at anklageskriftets udformning ifølge ham er endnu ringere end i en forskersag, hvor Vestre Landsret i marts dumpede anklageskriftet.
Dommen på fem års fængsel til Thorsen fra Københavns Byret blev ellers lempet i Østre Landsret.
Skulle have snydt statskassen
Anklagen mod Thorsen drejede sig om, at han skulle have snydt statskassen for knap 5,9 millioner kroner, men beløbet blev nedsat til 3,5 millioner kroner af landsretten.
Nogle af udgifterne til Thorsens såkaldte releaseparty efter løsladelsen i PFA-sagen og til nogle rejser kan betragtes som repræsentation, mente landsretten.
En stor del af straffen er reststraf fra netop PFA-dommen, hvor Thorsen blev prøveløsladt efter at have afsonet kun halvdelen af straffen på seks år.
Byretten mente, at reststraffen udgjorde tre år, men man glemte at godskrive den tid, Thorsen udførte samfundstjeneste på Københavns Rådhus. Derfor er reststraffen reduceret til to års fængsel.
Hovedpersonen var ikke selv til stede ved domsafsigelsen i landsretten. Og anklageren har heller ikke begæret ham varetægtsfængslet.
Retssagen har haft en bøvlet rundtur i retssystemet. Tidligere vurderede landsretten nemlig, at en domsmand i byretten var inhabil, og at sagen derfor skulle starte forfra. Men Højesteret fastslog senere, at der ikke var noget problem.