Thorsen skal i fogedretten

Norsk rigmand slæber Kurt Thorsen i fogedretten for at få ham til at betale sin gæld.

Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Den tidligere entreprenør Kurt Thorsen slæbes nu i fogedretten for at forklare, hvorfor han ikke betaler sin gæld til den norske finansmand Kjell Inge Røkke.

Kjell Inge Røkkes danske advokat, Georg Lett, har netop bedt Københavns Byret om at indkalde Kurt Thorsen til fogedretsmøde, skriver Jyllands-Posten.

- På grund af de nye oplysninger, der er kommet frem om, at Kurs Thorsen er kommet til midler, mener vi, at det er rimeligt at indkalde ham i fogedretten for at få en forklaring. Og hvis han har midler, er det rimeligt, at han betaler af på sin gæld, siger Georg Lett.

Mistanken om at århusianske Kurt Thorsen har penge, selv om han påstår det modsatte, skyldes blandt andet, at han havde råd til at holde en kæmpe fest for at fejre sin løsladelse fra fængslet efter sagen om de falske PFA-garantier. Men Thorsen har også haft penge til at betale sine advokater i flere verserende retssager.