Thorsen skal arbejde for Ritt
Kurt Thorsen bliver kommunalt "ansat"i Københavns Kommune
Kurt Thorsen, der er færdig med at afsone sin dom på fredag, bliver nu "ansat" i Københavns Kommune. Han skal køre parløb med Ritt. Den tidligere byggematador Kurt Thorsen har en plan. Endnu inden fængselsdøren smækker bag ham på fredag, hvor han løslades, kan han sidde i sin celle og storsmile Han skal nemlig arbejde sammen med den nye overborgmester i Københavns Kommune, Ritt Bjerregaard (S).
- Jeg skal aftjene 182 timers samfundstjeneste, og det bliver i Københavns Kommune, siger Kurt Thorsen. Ritts valgløfte - den såkaldte 5 x 5 plan, der lægger op til at bygge 5000 billige familieboliger i de kommende fem år til en husleje på maksimalt 5000 kroner - kan være én af de ting, Thorsen bliver bedt om at kigge på.
- Nu er det tilsyneladende ikke det, Ritt Bjerregaard primært har tænkt sig, jeg skal beskæftige mig med. Men hvis der er nogen, der skulle spørge mig om det, kan det nok være, at jeg har nogle rigtig, rigtig gode idéer, lyder det finurligt fra Thorsen.
/ritzau/