Thorsen holder jul hjemme
Kurt Thorsen har fået forlænget sin strafafbrydelse efter overfaldet i september.
Den århusianske byggematador Kurt Thorsen har fået forlænget sin strafafbrydelse til 31. januar, oplyser hans advokat, Jørgen Lange.
Kurt Thorsen har med Kriminalforsorgens godkendelse haft fri for sin afsoning af seks års fængsel, siden han blev offer for et voldsomt overfald i Statsfængslet i Sdr. Omme 16. september. Han vidnede mod voldsmændene, da de 2. december blev idømt halvandet års fængsel hver ved retten i Grindsted. Kriminalforsorgen har truffet sin beslutning på baggrund af en lægeerklæring om de fysiske og psykiske skader efter overfaldet.
- Kurt Thorsen er godt tilfreds med ikke at skulle tilbage i fængslet, siger Jørgen Lange. Han siger, at han vil drøfte med Kurt Thorsen, om den tidligere byggematador skal søge om benådning, fordi hans helbred ikke tåler fængselsforholdene. /ritzau/