Thorningers karriere i fare
Thomas Thorningers karriere kan vise sig at være slut, efter at han i går blev skadet under AGF's kamp mod OB.
Gårsdagens kamp mod OB kan meget vel gå hen at blive den sidste for AGF'eren Thomas Thorninger.
Den 32-årige midtbanespiller blev båret fra banen efter blot få minutters spil, fordi han faldt om under en energisk jagt efter bolden. Thomas Thorninger fortalte efterfølgende, at hans venstre knæ pludselig knækkede sammen under ham.
- Det er muligvis et korsbånd, der revet over. Hvis det er tilfældet, har jeg udsigt til seks til otte måneders genoptræning, siger Thomas Thorninger, der tidligere har givet udtryk for, at han stopper sin karriere, når hans kontrakt udløber til sommer.
Hvis skaden skyldes et ødelagt korsbånd, betyder gårsdagens uheld dermed reelt, at karrieren er slut for den rutinerede AGF-spiller.