Thorninger stopper
En skade i opgøret mod OB tvinger AGFs Thomas Thorninger til at stoppe karrieren
AGF's Thomas Thorninger stopper fodboldkarrieren efter, at han pådrog sig en skade i venstre knæ i søndagens 3-3 kamp mod OB på Atletion i Århus. I jakkesæt og på én fod, humpede 32-årige Thomas Thorninger ud af omklædningsrummet. - Jeg er bange for, at den er gal med korsbåndet. Jeg vred om i første halvleg og kunne godt mærke, at det ikke var for godt. Jeg havde tænkt på at stoppe, når min kontrakt udløber til sommer, men nu ser det ud til, at jeg må stoppe før tid, sagde Thomas Thorninger. Thorninger har scoret 54 mål i 138 kampe for AGF, og han har haft et blandet karriereforløb i italiensk fodbold. - Jeg glæder mig over, at jeg stopper på et AGF-hold, der er med i toppen af dansk fodbold, sagde Thomas Thorninger, inden han humpede ud til sin nye tilværelse. Foruden AGF har den lyse dansker været på kontrakt hos Vejle, FC København, de italienske klubber AC Perugia og Udinese samt hollandske PSV Eindhoven. På landsholdplan blev det til tre U21-landkampe samt 0-0-opgøret mod Sverige for B-landsholdet i august 1996.