Thorninger skriver under med AGF
AGFs tilhængere kan glæde sig til et nostalgisk gensyn med den tidligere topscorer Thomas Thorninger.
Thomas Thorninger er tilbage i AGF's hvide fodboldtrøje. Han har nu sat sin underskrift på en toårig kontrakt med den århusianske superligaklub, oplyser AGF's hjemmeside.
Det lykkedes i foråret 30-årige Thomas Thorninger at komme ud af den kontrakt, som ellers bandt ham til reservebænken i den italienske klub Udinese indtil sommeren 2004. I den seneste måned har han trænet under AGF-træner Poul Hansens kommando.
- Så jeg kender hans kvaliteter godt, og Thomas er en klar forstærkning af truppen, siger Poul Hansen til hjemmesiden. Thomas Thorninger selv er beskeden i sine forventninger til rollen på holdet.
- Jeg vil gerne spille der, hvor der er plads. Det spiller ikke den store rolle, om det bliver på kanten, midten eller i angrebet, siger Thomas Thorninger.
Thomas Thorninger spillede sidst i AGF i sæsonen 1995/96, hvor han blev topscorer i Superligaen. Dengang nettede han 20 gange for jyderne. Siden har han fået en mere defensiv rolle og udviklede sig i sin tid i FC København til midtbanespiller. /ritzau/