Thorning: Østjyderne er fantastiske
Helle Thorning-Schmidt (S) er i dag på valgturné i Østjylland, hvor første stop var Ebeltoft
Mandag formiddag kørte statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) valgbus ind på parkeringspladsen ved Fregatten Jylland.
Der er tre dage til valget. Sammen med Nicolai Wammen og den lokale folketingskandidat Leif Lahn Jensen tog Helle Thorning-Schmidt hul på valgkampens slutspurt med en tur til Ebeltoft.
Foran Fregatten Jylland var både røde og blå vælgere mødt op, men da statsministeren steg ud af bussen, udbrød der alligevel jubel.
- De østjyske vælgere er altid fantastiske, siger Helle Thorning Schmidt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg har været her meget, og det er altid et sted, hvor man heldigvis møder mange socialdemokrater, mange der gerne vil have, at vi skal fortsætte, og det har vi også gjort her i dag i Ebeltoft.
Efter besøget i Ebeltoft kørte kandidaterne videre til Randers.
Se interviewet med statsministeren i videoen øverst på siden.