Thorkild Simonsen indlagt
Den tidligere Århus-borgmester er blevet akut indlagt på Skejby Sygehus
Den tidligere borgmester i Århus og forhåndværende indenrigsminister havde i et par dage gået med smerter, fortæller hans hustru, Edny Simonsen til Århus Stiftstidendes netavis stiften.dk.
- Han har tidligere gennemgået nogle operationer, og i den forbindelse er der opstået følgevirkninger, som han bliver behandlet for på hospitalet, fortæller Edny Simonsen fra parrets hjem i Risskov.
Ifølge stiften.dk's oplysninger drejer det sig om nogle komplikationer med urinvejene, som har udviklet sig til en betændelsestilstand.
- Men jeg kan berolige med, at det på ingen måde er alvorligt. Thorkild er blevet undersøgt på alle måder og er ellers sund og rask, siger Edny Simonsen.
Den 84-årige socialdemokratiske nestor bliver udskrevet en af de kommende dage.