Thomasberg inden derby: AGF's selvtillid er ikke større end vores

Selvom lørdagens derby-modstander er inde i en historisk god stime, så er Randers FC-træneren fuld af fortrøstning forud for dobbelt-opgøret. Han afslører samtidig, at Nicolai Poulsen bliver en del af truppen.

Thomas Thomasberg har en trup fuld af selvtillid frem mod lørdagens første derby mellem de to mandskaber i kampen om en plads i Europa League-playoff.

Lørdag gælder det den første af to finaler mellem Randers FC og AGF, hvor den samlede vinder skal møde nummer tre eller fire fra Mesterskabsspillet om en billet til Europa League-kvalifikationen.

Selvom det har udskudt sommerferien, så er der spænding på i Randers.

Læs også Randers FC henter ombejlet angriber hos ligakonkurrenter

- Hvis vi skulle ønske os en finale i det her slutspil, så kunne vi ikke ønske os en bedre modstander end AGF. Et lokalopgør, masser af folk, intensitet til kampene. Det er en rigtig god afslutning, lyder det fra Randers FC-træner Thomas Thomasberg.

AGF er inde i en stime på syv sejre i træk, mens det for Randers FC's vedkomne blev til fire sejre, tre uafgjorte og ét nederlag i gruppespillet. 

- Vi var det bedste hold i vores pulje, og vi møder det bedste hold i den anden pulje. Så jeg mener ikke, vi har mistet form, jeg synes rent faktisk, det er AGF, der har ramt en rigtig, rigtig god stime. Jeg tror ikke på, at deres selvtillid er meget større end den, vi kommer ind til kampen med.

03:44

VIDEO: Hør hele interviewet med Thomas Thomasberg her.

Luk video

Nicolai Poulsen med i truppen

I store dele af foråret har der verseret tiltagende rygter om Nicolai Poulsens forstående skifte til AGF. Endnu er intet offentliggjort, men Thomas Thomasberg er naturligvis opmærksom på situationen.

- Selvfølgelig er det jo en overvejelse, vi har taget med i vores beslutning om, om Nicolai skal spille eller ej, siger Thomasberg, der ikke vil røbe, hvorvidt Poulsen skal spille.

Træneren bekræfter dog, at den tidligere anfører er med i truppen, og skulle han komme i aktion, har Thomasberg fuld tillid til den indsats, Poulsen kommer til at lægge for dagen.

- Jeg tror så meget på, at de folk, der er i klubben nu, de vil klubben det bedste.

- Hvis det var mig selv, så var der heller ikke noget, jeg hellere ville end at slutte godt af, hvor jeg var. For så var man jo fri for at høre på de historier de næste mange år, eller på selve dagen.

Jagter europæisk gulerod

02:30

VIDEO: Vi snakkede også med Erik Marxen og Johnny Thomsen om kampene mod AGF og det europæiske håb, der stadig er forude.

Luk video

Selvom der med tre potentielle kampe tilbage, stadig er lang vej til Europa League-kvalifikationen, så er det en gulerod, holdet skal gøre alt for at få fat i.

Sådan lyder det fra anfører Erik Marxen.

- Nu har jeg selv prøvet at være en tur i Andorra og i Sverige, og det er bare noget af det, man husker. Alting omkring det. Man kommer ned og bo på et godt hotel, der bliver måske chartret et fly, som da vi var Andorra, og man kan spille i nogle vanvittige omgivelser. Så det er nogle fede oplevelser.

Det første opgør mellem Randers FC og AGF spilles lørdag klokken 16.00 på Cepheus Park i Randers. Søndag den 26. maj klokken 18.00 er der returkamp på Ceres Park i Aarhus.