Randers-træner hylder dødboldene efter første sejr

Thomas Thomasberg var ekstra glad for dødboldene, som sikrede sejren over FC Nordsjælland.

Thomas Thomasberg er godt tilfreds med endelig at få en sejr i Superligaen hjem. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Det var tiltrængt for Randers FC, da holdet søndag sikrede den første sejr i denne sæson med 3-1 over FC Nordsjælland.

Læs også Flot første halvleg sikrer Randers-sejr over FCN

To af Randers' mål blev scoret efter hjørnespark, og det er noget, der glæder Randers-træner Thomas Thomasberg.

I den første time af kampen var vi enormt stærke. Vores angribere gjorde det godt sammen, for de voldte Nordsjællands forsvar problemer hele tiden.

Thomas Thomasberg, træner, Randers FC

- Vi overmatchede dem fuldstændig på alle dødbolde og kunne nemt have scoret to mål yderligere på dødbolde.

- Dødboldene var skruet godt sammen, så stor ros til Rasmus Bertelsen for at finde de huller, der skulle til for at score, siger Thomasberg om sin assistenttræner.

Randers FC tog point i kampen mod nordsjællænderne søndag.

Thomasbergs mandskab havde ikke bolden meget i kampen, men alligevel var det kronjyderne, der skabte flest chancer.

Især i første halvleg gik rigtig mange ting efter planen for Randers, men i løbet af anden halvleg faldt holdet tilbage på banen, og så blev Nordsjælland farlige.

- I den første time af kampen var vi enormt stærke. Vores angribere gjorde det godt sammen, for de voldte Nordsjællands forsvar problemer hele tiden.

FC Nordsjælland havde masser af boldbesiddelse, men det lykkedes dem ikke at gøre meget med det. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Til gengæld blev vi passive i løbet af anden halvleg, og så fik Nordsjælland ædt sig ind i kampen. Men det giver noget mental ro, at vi fik den første sejr i hus, siger Randers-træneren.

Angriber Marvin Egho lavede sit tredje sæsonmål i søndagens sejr, og ifølge ham var opskriften på sejr helt klar.

Marvin Egho åbnede ballet med kampens første mål. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Vi vidste, at vi skulle lægge et hårdt pres på Nordsjælland, for deres spillere er ikke så fysisk stærke. Derfor blev dødboldene også afgørende, for der kunne vi dominere, siger den østrigske angriber.

Læs også Randers tilkæmper sig point mod Hobro trods undertal

Randers skal fredag forsøge at tage sæsonens anden sejr, når holdet gæster OB.