Thomas Mogensen glad for ansvar

Selvom VM er den tidligere Odder-spillers første slutrunde med A-landsholdet, har han fået masser af spilletid og ikke mindst ansvar.

Det lå egentlig i kortene, at han var andetvalget efter Jesper Jensen på landsholdets playmaker-position. Men Thomas Mogensen har formået at overhale den ældre og mere rutinerede Skjern-spiller og er nu landstræner Ulrik Wilbeks foretrukne på midten.

- Som det ser ud lige nu, så har jeg jo fået lov til at spille rigtig meget, og det er også mig, der har spillet, når kampene skulle afgøres, siger Thomas Mogensen til TV 2 Sporten.

Odder-drengen er glad for, at landstræneren har givet ham så meget ansvar, som tilfældet har været.

- Det er en fantastisk rolle at have fået som bare bliver større og større. Og det er fantastisk for mig at være med til at drive holdet frem, forklarer den danske landsholdsspiller. Hvis jeg skal gøre status efter de første syv kampe, så er jeg mere end tilfreds i forhold til, hvad jeg havde forventet af mig selv. Jeg havde håbet på spilletid og på at kunne bidrage med nogle ting, og nu har jeg fået lov til at spille en masse og føler, at jeg har gjort en forskel, forklarer den danske landsholdsspiller.