Thomas' far: Vi vil hjælpe med at lede i Aarhus

Familien til den nu afdøde Thomas Stralner planlægger selv at deltage i eftersøgning af andre forsvundne personer

02:02

1 af 2

Ved et trådhegn ind til det terrorsikrede område på Randers Havn ligger der roser, tulipaner og påskeliljer side om side med gravlys. Ovenover hænger et billede af den afdøde Thomas Stralner.

Den unge mand har den seneste måned engageret mange randrusianere, som har brugt tid på at lede efter ham. En indsats, som hans far Michael Stralner og resten af familien er dybt taknemmelige for.

Han takker i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND de mange frivillige og folk fra foreningen Missing People Denmark har hjulpet med at lede efter hans søn.

Thomas fundet død i Randers Havn

Det har gjort så stort indtryk, at han nu også selv vil give noget igen:

- Hvis der skal komme noget godt ud af det her, så skal vi til at hjælpe nogle andre. Med de samme midler, som blev brugt til at finde Thomas, siger Michael Stralner.

Vil finde Niels

Michael Stralner har nu planer om at tage til Aarhus for at deltage i arbejdet med at lede efter den 73-årige Niels Joachim Nicolaisen, som har været forsvundet i snart tre uger.

- Jeg håber, at de (Niels' familie, red.) også får ligeså meget opbakning i Aarhus, når vi kommer derned, som vi har fået i Randers, siger han.

Overvældende opbakning til fakkeltog

Michael Stralners søn Thomas Stralner forsvandt natten til den 16. januar under en bytur. Knap en måned efter blev hans lig fundet i havnebassinet i Randers i forbindelse med en eftersøgningsaktion lørdag den 20. februar.

Michael Stralner bor i Aalestrup i Nordjylland, men var i dag forbi det sted, hvor hans søn mindes og deltager også onsdag aften i et fakkeltog.

Han har i løbet af den seneste måned været i Randers af mange omgange for også selv at deltage i eftersøgningen af sin søn.

- Det har været vores værste mareridt, siger han.

Du kan se et interview med faderen i videoen øverst i artiklen, hvor han blandt andet fortæller om den opbakning, som familien har oplevet i Randers.