Thomas Bjørn fortsætter fantomspil

Golfspilleren Thomas Bjørn fra Silkeborg fører efter tre runder European Tour turneringen Estoril Open Portugal.

Thomas Bjørn gik lørdag en ny flot runde i 65 slag syv slag under banens par. Det skete efter endnu en stabil indsats, der var helt uden fejl. Syv birdier blev det til for Bjørn, der afsluttede med en birdie på 18. hul, hvor han fredag fejlede med en bogey.

Før søndagens finalerunde fører han European Tour turneringen Estoril Open Portugal. Silkeborgenseren har brugt 3 færre slag end australske Richard Green på andenpladsen.

Med et forspring på tre slag har Thomas Bjørn gode chancer for at vinde karrierens 10. sejr på European Tour. Sidste gang, det skete, var i 2006, da danskeren vandt Irish Open.