Test for kræft dræner hospitaler
En blodprøve har bragt Skejby Sygehus' specialafdeling for urinvejssygdomme i knæ.
Stadig flere mænd går til egen læge for at få taget prøven, som i nogle tilfælde kan afsløre
prostatakræft, der er den hyppigste kræftform hos mænd.
Men blodprøven slår alt for villigt ud, og derfor sendes mange mænd unødvendigt videre i systemet, hvor der ikke er kapacitet til at følge op, skriver Berlingske Tidende.
- Vi er sandet til i uvæsentlige problemer og har ikke tid til dem, der virkelig har behov for hjælp, siger Michael Borre, overlæge på urologisk afdeling ved Skejby Sygehus.
På grund af kræftpakken skal mændene med dårlige blodprøveresultater hastebehandles, selv om tid sjældent er en faktor for prostatakræft, der er årtier om at udvikle sig.
Kilde: Berlingske Tidende