"Terrorist" for retten

Den 46-årige skabte stor ravage i et Arriva-tog

En 46-årig mand fra Randers fremstilles i dag i grundlovsforhør sigtet for at have udgivet sig for terrorist. 

Manden blev anholdt i går efter at han skabte større ravage i et Arriva-tog, der netop var kørt fra Langå Station.

Den 46-årige mand rejste sig pludselig op i toget og sagde til de øvrige passagerer, at han var terrorist og hvis toget ikke standsede, ville der ske noget, oplyser Østjyllands Politi.

To passagerer i toget overmandede den 46-årige gerningsmand, og da politiet kort efter ankom til toget, kunne de uden besvær anholde manden.

Politiet evakuerede efterfølgende toget og undersøgte både baggage og tog med bombehunde.

Kort tid efter kunne de dog konstatere, at der var tale om falsk alarm og ingen bomber på toget.

Toget blev frigivet igen to timer efter politiet havde modtaget anmeldelsen, og samtlige passagerer kom i mellemtiden videre med bus.

Manden fremstilles i dag ved retten i Randers sigtet for overtrædelse af straffeloven.